Snedker Christen Lyk fortæller
Jeg er født i Jestrup 1912 d. 20. november. Min far hed Jørgen Lyk og min mor hed Christine Lyk. Min mor er fra Holballe og min far er fra Dybbøl. Stedet i Jestrup købte de i 1906. Min bedstefar var drænsmester, han boede i Holballe (Lebølvej 2). Min bedstemor vævede. Min fars far og mor var fra Dybbøl. Min farfar var håndværker, han kunne både snedkere og mure, hvis der skulle noget laves sendte de bud efter ham. Bedstemor gik hjemme og passede haven og huset.
Min far og mor boede først i Sundsmark, før de kom her til Jestrup, men det kan jeg ikke huske. Jeg har 3 søskende. Min søster Margrethe var den ældste, hun blev gift med Jørgen Lemand fra Skovby, og så har jeg broder Hans som bor i Drejby, han er gift med Didde Heise, og Jørgen er gift med Marie, de bor på Ollundsbjerg. Min broder Hans kom hjem og overtog hjemmet i 1934, min mor kunne ikke mere. I 1951 overtog min broder Jørgen ejendommen. Min far faldt i 1917 i 1. verdenskrig, han kom hjem, men var ødelagt af krigen, han døde herhjemme i 1917, så min mor var enke i snart 50 år. Jeg har et sølvur, som jeg fik, fordi min far var faldet i krigen. Der var ikke meget at rutte med, der var jo 4 børn. Der var jo kun de 2 tdr. land, men man kunne pagte degneland og præstegårdsjord, bl.a. Ollundsbjerg. Det kunne senere købes, så i dag er der ca. 26 tdr. land til ejendommen.
Min bedstefar (morfar) var som sagt drænsmester, han gik hverdag på arbejde med sin trillebør, det kunne være helt om til Hundslev. Der blev altid sendt bud efter ham, når der var noget galt med rørene, for han viste hvor de lå her i omegnen, det har den gamle Bonefeld snakket om, min bedstefar hed Hans Thomsen. Den gamle præst, Christiansen, var meget missionsk, og så var der noget galt med rørene hos ham. Bedstefar kom op til ham, så sagde præsten om de ikke skulle bede en bøn, men bedstefar sagde, at det behøvedes ikke, det skulle han nok selv ordne. Min Bedstemor vævede indtil hun ikke kunne mere, hun blev så fuld af gigt. Hun sad i 7 år i en stol, hendes fingre krammede sig ind i hænderne, så hun måtte have gazebind i dem for ikke at få hul i dem. Hende skulle min bedstefar først sørge for om morgenen inden han gik på arbejde, så sad hun der, indtil han kom hjem om aftenen, så skulle han til at lave mad. Min bedstefar døde da han var 90 år. De er begge to døde i Jestrup, de kom hjem og bo hos min mor, da ikke kunne klare den mere. Min bedstemor døde i 1924 og bedstefar i 1925, han var ude og strømøg ud, det var om vinteren, så blev han forkølet og fik lungebetændelse, der gik kun 3 dage, så døde han. Min bedstemor blev ikke så gammel, hun stammede oppe fra ” æ” Holm, hun hed Poulsen til pigenavn. Min bedstefar var gift 2 gange, den første kone har jeg aldrig kendt. Han havde 2 børn ved den første kone og 2 ved den anden. Min mors søster, Cathrine, var gift med maler Brandt.
Min bedstefar, (farfar), var som sagt fra Dybbøl, han byggede et hus der, hvor det kaldes Vaskilde, der var kun det ene hus dengang. Han har selv bygget huset af murbrokker, han fik lov at hente oppe i skanserne på Dybbøl, nu er der en hel by, der hvor huset ligger.
Bedstefar stammede fra Stenderup.
Da jeg var lille, havde vi 2 køer, og de skulle passes af mig og mine søskende. Jeg ville godt passe dem, men så havde jeg altid en bog med, for jeg ville gerne læse. Den ene ko hed Silke og den anden Røn. De græssede ved vejgrøften, som min mor havde forpagtet ved kommunen, det kostede vistnok 5 kroner om året. Men de 2 køer, de kendte nøje, at når jeg skulle passe dem, så sad jeg og læste i min bog, så varede det ikke længe, før de fandt det første ”leigaf”, så jeg fik skældud mange gange.
Jeg mener vi fik elektricitet i 1924-25. Det var ret kostbart, der skulle bygges transformatortårne og trækkes luftledninger. Man skulle betale for hvert lampested man havde, så der blev ikke lavet flere end nødvendigt. Telefon havde vi ikke. Den nærmeste telefon kom ved vores nabo, Clausen i Jestup, den kom omkring 1920. Tærskning foregik med et stort damplokomotiv, som kørte rundt til ejendommene, det var et stort skrummel med jernhjule, der skulle fire heste til at trække, når det skulle op over et bjerg. Der var to mand med værket en fyrbøder og en ilægger, det tog dem en hel dag at stille det op. Så kom der en halv snes mand (for det meste naboer) og hjalp. Der skulle bæres sække op på loftet med 200 pund i hver, der skulle tilføres kornneg, få halmen fra og sat i stak og bæres avner væk. De fik altid mad, der hvor der blev tærsket, og det skulle helst være kraftig kost, det kunne ske, at de fik gule ærter 10 dage i træk. Men der var ingen der klagede, for det smagte jo godt. Lund var fyrbøder, han havde det afgørende ord. Han boede ved Jestrup skov. Ved hans hus lå der et mindre bjerg, det kaldte vi Lunds bjerg, når mor ikke vidste hvor vi var, sagde vi at legede ”o Lunds bjerg” deraf navnet Ollundsbjerg.
Jeg gik i skole her i Tandslet i 7 år. Der har min mor også gået i skole, men det var før den blev udbygget i 1912. Her havde vi lærer Bram. Jeg havde jo nemt ved at gå i skole. Lærer Bram var oppe og snakke med min mor, han syntes, jeg skulle til Sønderborg, det var flere herfra kommet. Men det kunne der ikke blive tale om, jeg skulle blive i Tandslet, til jeg skulle konfirmeres, og så skulle jeg ud at tjene. Men jeg kom i snedkerlære i stedet for, og det var en stor ting.
Om sommeren i frikvartererne, da jeg gik i skole, legede vi noget der hed schlagbald, det er det samme som langbold. Det foregik på gamle skolevej langs med kirkegårdsdiget, vi havde ingen skolegård, hvor vi kunne spille bold. Men boldene ville gerne fare ind i folks haver, det var hos post Jepsen og skomager Sandersen, som kun havde et ben, det andet var et træben, det dundrede han med i gulvet, at nu havde vi igen været inde i hans have. Skoleudflugter har vi ikke været på. Om sommeren, når vejret var rigtig fint, gik vi en tur ud til Jestrup Skov, så holdt vi skole der, det var lige så godt som en udflugt. Vi har ikke haft juletræ, da jeg var mindre, men det fik vi senere. Vi skulle selv få det ind og pynte det, og selv smide det ud. Julegaver kunne være et spil Halma eller et æselspil. I påsken fik vi æg, men dog ikke så mange, som de fik ved Anna Clausen, der var nogen der kunne 12 æg.
Pinsen. Da jeg blev konfirmeret, fik jeg en gammel cykel, men den kunne da cykle. Anden pinsedag cyklede vi til Høruphav, ligesom de gør i dag, vi havde ikke mange penge, men vi havde det sjovt, der var karrusel og skydetelt. Der sejlede en lille færge til Kegnæs, men vi sejlede nu ikke med. Sommerferie. Ja, det havde vi jo, men vi skulle bestille noget. Jeg har også prøvet at være på ferie hos min morbroder i Sundsmark, jeg var ikke glad for at være der, for vi skulle arbejde. Jeg har også været i Dybbøl hos min faster, hun var alene, hun havde haft en søn, men han døde da han var 17 år. Hun læste meget, og det passede mig rigtig godt. Jeg tog med toget (Kleinbahn) til Sønderborg og gik så til Dybbøl. Når der var Sønderborg ringridning var det (æ’Kleinbahn) der sørgede for at folk kom der ud. De satte nogle krearturvogne ind, her blev sat bænke ind, og de blev pyntet med bøgegrene. Det kostede under 1 krone at køre med toget, det var ikke ret meget.
Efterårsferie. (Kartoffelferie). Da samlede vi kartofler op. Det var hos Anna Clausen og Jestrupgård. Der kom en maskine og tog kartoflerne op, vi skulle så nå at samle, inden den kom igen, vi var en flok børn, vi gik to og to med en kurv imellem os.
Fødselsdag. Lidt drengegæst havde vi, det var kun de par stykker vi kom sammen med til daglig. Vi fik noget at drikke om eftermiddagen. Hvis det var rigtig godt, fik frikadeller og opstuvede kartofler til aften. Det var ikke alle steder vi fik det. I Holballe (Lebølvej 9-11) var der en skrædder der hed Jørgen Nicolajsen, hvis søn jeg har siddet ved siden hele min skoletid. Han skulle også have drengegæst, det var Cedde Jensen og mig, vi fik et æble og ikke mere. Han var nærig, der måtte ikke gå noget til spilde, børnene gik i tøjet til det næsten faldt af dem, og han var skrædder. Han passede også skolen, gjorde rent også toiletspandene, dem kørte han hjem til sin egen have, så det kunne give nogle gode grønsager. Når vi var til fødselsdag, legede vi tit i Jestrupskov eller Holmskov.
Jeg blev konfirmeret foråret 1927, dengang var der også efterårskonfirmation. Jeg blev konfirmeret palmesøndag. Vi var kun tre drenge og otte piger. De to andre drenge var Cedde Jensen på gaden og Evald Jespersen fra Mintebjerg, han gik i Lebølgård Skole. Vi gik til præst 2 gange i ugen henne i præstegården hos pastor Nielsen.
Jeg fik to sæt tøj, et blåt sæt til selve konfirmationen og et til onsdagsafhøringen, som knap var så fin, da skulle vi svare på det, som præsten spurgte om. Fra påske til første maj var jeg på Jestrupgård, der fik jeg 1 krone om dagen.
Den første maj kom jeg i lære hos Meier i Kettingskov (1927-1931). Det første jeg skulle lave var brandarbejde. Det var på en ejendom som lå, oppe på et bjerg hvor vejen går ned til Nørre Ketting skov, der havde været ildebrand, det var en Per Dansker der ejede gården. Så vidt jeg ved er Hans Kyhl opfostret der. En mand, som oprindelig havde været skomager, gik og hjalp hos Meier, vi to skulle lave brandarbejde, det var at pikke sten rene, så kom Meier for at se hvad vi lavede, men så skulle jeg hente en svensknøgle og mellemmadden til Rasmus og mig. Jeg hentede ”æ melma” men glemte nøglen. Da fik jeg første omgang skældud. Men jeg kunne godt lide arbejdet, der var ikke den ting, vi ikke lavede. Vi lavede alting, for hvis der blev sendt bud efter Meier, så kunne han ordne det, det var lige meget om det var snedkerarbejde eller en selvbinder eller tærskeværk der ikke ville gå.
Omme i Blommeskobbel, da stendysserne blev restaurerede, kunne han også ordne det. Ved fyrtårnet i Fynshav skulle der laves høfder ud i vandet, det kunne han også lave, det var vist staten der skulle betale. Jeg har fået en alsidig uddannelse.
Jeg skulle også gå i teknisk skole. Det første år var her i Tandslet på Missionshjemmet, det var Per Esbensen, der skule lære os at tegne osv, men Meier og ham kunne ikke forliges, så jeg kom til Notmark der var 3 andre lærere. Vi gik eller cyklede, der var ikke noget der hed Knallerter den gang. Om vinteren kunne der være meget sne, så måtte vi gå fra Kettingskov til Notmark to gange om ugen, undervisningen varede fra klokken 2 til 10 om aftenen. Vi gik til Asserballeskov for at tage en smeddreng med, som hed Jørgen Hansen, han blev smedemester i Kær, han fik en stor forretning, som hans sønner har ført videre. På hjemvejen skulle vi med ind på hans kammer, for han havde fået et krystalapparat, en radio, men der var så koldt med is på vinduerne, så vi frøs, men vi kunne høre musikken, når vi satte den op til øret. Det er den første radio som jeg har hørt, det var 1928. Svendestykket lavede jeg hos Meier, det skulle udstilles i Sønderborg, da Meier var medlem af snedkerlavet, det har jeg også altid været. Svendestykket fik jeg lavet og antaget, selv om Meier sommetider var gal som en tysker. Det var et dækketøjsskab i egetræ. Det var ikke noget jeg selv måtte beholde.
Jeg har ikke haft sommerferie i den tid jeg var i lære. (Det blev først indført sidst i trediverne). Vi arbejde 6 dage i ugen fra morgen til aften, vi fik ingen løn, men kost og logi, det var da penge værd. Tøj skulle vi selv sørge for, så min mor har strikket, syet skjorter og lappet bukser. Vi arbejdede hver dag til klokken 6, også om lørdagen, men da skulle vi gøre rent i værkstedet, hvis vi ikke fik rengjort om lørdagen, skulle det gøres søndag formiddag. Vi havde fri klokken 6, så kunne lave vi havde lyst til, men klokken 10 skulle vi være hjemme på vores kammer, som var oven på værkstedet. Der blev kontrolleret om vi var hjemme. Jeg var udlært 1. maj 1931, jeg blev hos Meier en måneds tid, da kom jeg til at snakke med en anden snedkersvend der hed Laurids Lind. Han var hos snedker Chr. Jørgensen i Asserballeskov. Vi fandt på at vi godt kunne prøve at bytte plads, og det gjorde vi så. Det var som at komme fra helvede til himlen. Det var godt at prøve noget nyt.
Gymnastik gik jeg ikke til, jeg ville hellere danse folkedans. Jeg har danset med Cecillie, hun blev gift med Niels Buk fra Ollerup. I 1931 var vi i København hvor vi dansede i 8 dage, men da blev vi meget trætte. Jeg var jo udlært, og kunne derfor tage fri når jeg ville. Vi trænede i hos Ottesen, som boede på Jomfrustien i Sønderborg. Vi cyklede derud. Vi var med toget til København. Færgen i Mommark begyndte i 1925, så det hele var ret nyt, det var en fin tur. Det første stop var i Slagelse, her skulle vi danse i forsamlingshuset. Vi var privat indkvarterede. Næste dag skulle vi så til København. Her skulle vi indkvarteres på 2 skoler, der var ca. 1200 dansere. Vi fik set mange ting, vi var på udflugt til Hillerød, hvor vi så Frederiksborg Slot, som jeg var vældig imponeret over. Det var jo helt vældig, at en snotte snedkersvend kunne komme sådan en tur.
Jeg kom meget på Danebod Højskole. Mesteren så gerne at vi kom der, for han havde meget arbejde på skolen. Frede Terkildsen var forstander. Der var møder og foredrag som vi kom til. Efterhånden blev vi ældre og fik andre interesser. Hos Jørgensen i Asserballeskov var jeg i 2 perioder. Jeg gik hjemme hos min mor 1 måneds tid, så kom der bud efter mig. Da skulle vi arbejde på de ny husmandssteder der blev udstykket fra Vertermine.
I 1932 mødte jeg Vita, som var fra Farsø, hun tjente hos Chr. Ernst i Asserballe. Så rejste vi til Farsø. Vi blev der til 1935, da blev vi gift, vi flyttede til Gram, der havde jeg fået arbejde. Først rejste jeg derned, jeg kunne se, at her kunne vi godt blive, vi fik en lejlighed. Men der blev spektakel, jeg var jo i fagforbund. Vi lavede inventar til de nye kaserner i Fredericia og Tønder, der stod i betingelserne, at det skulle udføres af organiseret folk, og mester havde uorganiserede. Jeg fik så bud om, jeg ikke måtte arbejde sammen med dem, enten skulle jeg gå, eller de skulle i fagforening. Jeg måtte gå. Jeg rejste hjem til min mor i julen 1936. Da Jeg skulle hjem med toget til Gram, kom der så meget sne, at jeg sneede inde i Jestrup, toget kunne ikke køre. Jeg gik så ned i byen for at snakke med folk. Jeg kom til at snakke med gamle Henningsen, han var formand for Missionshjemmet. (Det var meningen, at jeg, ville begynde for mig selv i Gram”). Henningsen sagde, at jeg kunne købe stalden til Missionshjemmet for 3500 kroner. Dem skal vi bruge til uddannelse for lærer Brams piger, deres far og mor var døde. Jeg skulle med toget, da det igen kørte. Jeg fik min onkel maler Per Brandt til at snakke med bestyrelsen. Det gik i orden, jeg fik stalden for 3500 kr. Det var faktisk en ruin, der var hverken døre eller vinduer i bygningen, og der var fyldt Snedker Christen Lyk fortæller med rotter.
Vi flyttede hjem til min mor 1. marts 1937. Jeg fik så lavet så meget, at vi 1.maj kunne flytte ind i vores nye hjem. Der skulle laves en vejregulering, her i Tandslet, så betingelsen var at der skulle fjernes 3 meter af huset. Det havde jeg en murermand til at lave. Der kom døre og vinduer i, og jeg havde købt en maskine, som også blev opstillet. Det var meningen at jeg ville have mit eget værksted i Gram, derfor havde jeg bestilt en maskine i København som skulle sendes til Gram, men jeg nåede at få den omadresseret, så den kom med skib til Sønderborg. Grethe og Ingeborg var født, og Jørgen blev født i november 1937. Vi boede nedenunder, jeg havde jo ikke tid til at lave det hele på engang, jeg skulle jo tjene penge, så vi havde noget at leve for. Jeg var så heldig med at få noget at lave, for Perregård i Mommark havde lige bygget et lager. Der skulle komme et firma og stille maskiner op, kværne og transportører, her skulle der laves trækkanaler til maskiner og siloer.
Der var så meget arbejde, at jeg kunne arbejde 24 timer i døgnet. Da jeg færdig i Mommark, skulle jeg have mit eget værksted lavet. Gavlen ud vejen murede murer Asmussen. Jeg fik så nogle brædder op indenfor, så jeg kunne arbejde der. Nedenunder havde vi en stue, et soveværelse og et lille kammer og et vaskerum med en gruekedel, og et gammeldags WC. Huset havde den samme højde, som det har nu, men der var nogle gamle rustne blikplader på taget. Vi fik dem malet nogle gange, men kunne ikke holde, så fik jeg aluminiumsplader på.
I 1938 lejede jeg butikken ud tik K. E. Hansen. Det er den samme butik, som er der endnu. Han havde trikotageforretning. Han ville gerne herop og bo, det kom han også, jeg lavede en lejlighed oppe på loftet, der boede han nogle år, indtil han flyttede til Mommarkvej 288, hvor han lavede en Tatolforetning.
Efter K.E. kom Ulla og Jacob ”Slagter”. De havde slagteriudsalg i butikken, og boede i lejligheden. Det var 1945. Han arbejde på slagteriet i Sønderborg, hvortil cyklede hver morgen, han skulle være der kl. 6. Ulla passede butikken. I baglokalet blev der lavet et kølerum. Han slagtede ikke selv, kødet blev leveret, så skar han det i mindre stykker. De blev her i 6 år, da købte de huset ved side af, Mommarkvej 278 A. hvor de havde slagterbutik. Da Ulla og Jacob flyttede, kom Lorenz post og Annegrethe til at bo i lejligheden, de fik blomsterudsalg i butikken, fra gartner Iversen i Ertebjerg. Men der gik ikke ret mange år, så begyndte Annegrethe at blive syg, selerose. De byggede så et hus på den anden side af vejen. Derefter kom Krus, han købte hus på den anden side af gaden, hvor han startede en Tatol butik, Mommarkvej 283 senere blev han gartner i Lysabild. Da gartnerbutikken holdt op, kom der postbutik, det var Frederik Jacobsen fra Holballe der stod for det. Postvæsenet havde ikke noget med den at gøre. Det varede 5-6 år. Herefter blev der Sydbank i butikken. De var her i ca. 20 år, indtil den blev sammenlagt med Sparekassen. Efter den tid har der været forskellige lejere.
Under krigen var alt jo ikke nemt, mange ting rationerede. Man måtte ikke slagte, alt det man gerne ville. Jacob slagter skulle jo have kød til sin butik. Han købte kreaturer, fik vognmand Niels Jensen til at køre dem, vi trak dem så forskellige steder hen, hvor de så blev slagtet. Han har slagtet inde på Missionshjemmets vaskerum, ved min bror i Jestrup og hans svoger i Fauerholm. Der var endda møde inde på Missionshjemmet, og vi trak lige forbi vinduerne, om de har set noget, ved vi ikke, men de sagde ikke noget. Der har aldrig været spektakel over det, men omsider var der en hjemmetysker, der sagde til Jacob, at nu måtte vi hellere holde op, nu syntes han det var nok.
Når vi slagtede hos min bror i Jestrup, blev skindet trukket af kreaturet, hvorefter det blev skåret i mindre stykker, og ladet på en vogn, og så trak vi den ned til butikken. Hvorfor vi ikke satte en hest for vognen, forstår jeg ikke, det vakte da mere opmærksomhed, når der kom nogle karle trækkende med en vogn, når det var mørkt. Jacob havde ellers meget af munden, men var ikke så modig, når det kneb, var han bange. Der skulle slagtes en ko, oppe hos min bror i Jestrup. Han havde en gammel pistol, som han satte på panden af dyret og skød, men koen gav et brøl og blev stående, han havde ikke flere patroner. Han blev bange og fòr op på halmloftet. Min bror havde jagtbøssen stående lige inden for døren, så han skød koen, og så turde Jacob komme ned fra loftet. Ja, da grinede vi.
Efter krigen kom der meget byggeri i gang. Det første jeg kom med til var Havnbjerg skole. Der var offentlig licitation som var opdelt i flere dele, hvor jeg gav tilbud på, og som jeg fik. Der tjente jeg gode penge, det gav mere som at stå herhjemme i værkstedet. Jeg har været med til Langesø Skole, Guderup Skole, Tandselle Skole, Ulkebøl Skole og Tandslet Skole. Det var gode kunder. Jeg havde 2-3 svende, fynboer nogle gode folk der kunne deres håndværk. De fik kosten hos os, den ene boede her, den anden havde et værelse på Gammel Skolevej 10 hos Anne Marie Bertelsen, Christiansen hed han, han var her længe. Jørgen har lært herhjemme hos mig de 2 første år, de sidste 2 år hos Hans Petersen i Lysabild. Jeg brækkede mit ben i 1956, så var han nødt til at komme hjem, og så har han været her siden. Jeg havde forretningen til 1970. Vi byggede det nye hus i 1960 og flyttede ind i 1961. Værkstedet var blevet for lille, som kom lejligheden, hvor vi boede med til værksted.
Jeg havde ikke selv en bil, jeg kunne leje en uden fører af Henning Hansen, den stod her i min garage, jeg skulle holde den i orden, så den var klar, når nogen skulle bruge den, jeg kunne bruge den når jeg ville. Jeg fik selv bil omkring 1956, det var en Adler, den havde været Slagterbil i Skodsbøl. Den kørte jeg med i mange år. Jeg søgte indkøbstilladelse til en ny, og det fik Jeg.
Den gamle skulle sælges på auktion, den skulle afleveres i Ridehuset i Haderslev, de var rigtignok slemme ved min gamle bil, den blev mishandlet, og jeg fik ikke meget for den. Men jeg skulle heller ikke give så meget for en ny, da jeg havde fået indkøbstilladelse. Før jeg fik bil, havde jeg en anhænger til min Cykel, der kunne jeg have en masse ting, skabe og døre og hele køkkener, og hvis jeg ikke kunne cykle, havde jeg en plade, der kunne lægges ovenpå, så kunne jeg trække anhængeren. Alt byggemateriale der skulle bruges til skolerne, blev leveret til arbejdspladsen, det var ikke noget der skulle laves på værkstedet. Det var at beklæde lofter, vindues indfatninger og den slags.
Jeg brækkede mit ben 1. februar 1955? Jeg kom hjem fra arbejde, og gik herude foran min værkstedsdør med begge hænderne fulde, det vred helt rundt, det stod helt forkert. Jeg kom sygehus, jeg havde gips på i 8 måneder. Jeg havde arbejde i Havnbjerg, og der skulle jeg om. Jeg lagde gibsbenet op sædet, og brugte en spasserstok til at give gas og bremse med. Men en aften vi kørte hjem, jeg havde min svend med, kom vi til Tovrup ved Navskovs bjerg, vi kom fra Asserballe med god fart på, da kom der en bil fra Vertemine som skulle til Gammelgård, han kørte ind i mit baghjul. Vi holdt jo så, han ville nok indrømme at det var hans skyld, for han skulle holde tilbage for mig. Vi havde ikke politi på, det gik godt. Han sagde ikke noget om benet.
Jeg kan huske de lavede den sidste del af Østkystvejen, ved Kettingskov. Der var noget de kaldte ”æ” Finskov ved Blommesgård, her var der en meget dyb slugt, hvor der var plads til en masse, masse jord. Arbejdet foregik med tipvogne. Forarbejderen, Madsen, var en meget hård mand, han var så hård ved de stakkels arbejdsfolk, at de næsten puklede sig ihjel og måtte give op, men der lå andre i vejgrøften og ventede på arbejde. Der arbejde 20-30 mand med skovl og andre redskaber. Der blev brugt tipvogne. Der var meget stor arbejdsløshed i nittenhundredeogtrediverne. Østkystvejen blev lavet 1932.
Ertebjerg vej blev reguleret i 1934-35. Chr. Clausen fra Ertebjerg var vej for mand i Tandslet Sogn, han havde været kaptajn i krigen, så han kunne snakke med store bogstaver. Det er et bjerg der hedder Tekkelsbjerg, her skulle der en masse jord udgraves, ved Bakkely er der flyttet meget jord, og ved Fauerholm også, før var vejen smal og krum, nu er den da nogenlunde bred.
1925, kom færgen til Mommark, blev vejen gennem Tandslet omlagt og asfalteret. Før skulle man rundt om kirken, nu blev lavet så den gik forbi præstegården.
Og sådan sluttede denne historie