Jens Jørgensen Tandsgård har skrevet om den tyske Forårsoffensiv 1918.
Født i Sarup d. 31. 05. 1890 – Død i Tandslet d. 16. 10. 1948
Efter 7 ugers ro bag fronten, hvor vort regiment var blevet trænet i bevægelighedskrig, gik vi den 21. marts 1918 i stilling ved St. Quenstin. Blev os bekendtgjort at angrebet skulle finde sted næste morgen.
Ankomne i stillingen blev vi stoppet ind i hulerne som var det i graven, hvor vi stod som en sild i en tønde. Blev så meddelt, at trommeilden skulle begynde kl. 4.40 om den 21. Efter 5 timers bombardement, altså kl. 9.40, skulle angrebet begynde. Vi ventede nu nogle timer til kl. var 4.40. Spiste os ordentlig mætte, da vi ikke vidste når vi fik noget igen. Det kunne jo også være det var sidste gang, i hvert fald for nogle af os. Men hvor alvorligt det end tegnede, regner man jo alligevel med at slippe helskindet igennem. Officererne regner ellers med, at denne gang, skal vi nok til Paris.
Der var samlet en forfærdelig masse artilleri. I flere måneder var der bleven kørt ammunition sammen, så der var forsyninger nok at tage til. Jeg skrev nu hjem til Christine et par dage før det skulle gå løs, at selv om de tog Paris, var krigen ikke forbi. Ordonnanserne blev sendt til bataljonsstaben flere gang for at få stillet urene, så de passede på et minut. Præcis kl. 4.40 begyndte samtlige kanoner på den ca. 80 km. lange angrebsfront at spy ild. Det var som helvede var sluppen løs. Vi måtte ordentlig råbe for at forstå hinanden. Det blev 5 lange timer. Da det hele havde raset en halv time, begyndte vi alle at hoste. Vi var straks klar over, at det var gas, end dog ikke fra Tommy, men tysk gas. Vinden var nemlig vesten, og det kom derfor alt tilbage i vore egne grave. Vi fik i en fart gasmaskerne på, da det kradsede helt forfærdeligt. Det var nu også en plage at sidde med dem på i 3 timer, da det er meget sværere at trække igennem masken end uden. Omtrent 20 min. fastsatte tid, skulle enhver gøre sig færdig og ud i graven. Nu måtte vi jo have masken af, da vi ikke kunne bevæge os med masken på. Gas var der jo også i luften endnu, men det mest var trukket bort. Men en tåge lå over egnen, så man ikke se længere end 4-5 meter. Vi stod nu i en mægtig spænding de sidste minutter indtil kl. var 9.40. Der var kun hundrede meter til hans faste grav, og man vidste jo ikke, hvor modstandsdygtig han var endnu. Så blev bajonetten sat på geværet, og en cigaret tændt at berolige nerverne med, og præcis kl. 9.40 steg alle ud af graven. I 9 linjer skulle de gribes an. Vi kom straks med i første, og nu gik det i rask gang fremad. Først igennem den tyske piktrådsspærring og så igennem den engelske. Da vi kom til den første grav, var der ingen englændere at se, og vi gik derfor videre over til 2den og 3die grav, uden at få nogen ild. Jeg tror nok tågen har været en stor fordel for os. De kan ikke få sigtet ordentlig.
Vi begyndte snart at tro, at der slet ingen Tommyers var, men det viste sig, at de slet ikke var kommet ud af deres huler endnu. De linjer som kom af os, havde nemlig meget mere modstand, og derfor også større tab end vi havde. Omsider nåede vi over til en Banedæmning, hvor vi mødte den første stærkere modstand. Den havde han stærkt udbygget og vi fik ild fra en del maskingeværer. Men vi nåede da så tæt ind på ham, at vi kunne gøre brug af vore håndgranater. Da den først fløj ham en del om ørene, holdt han hænderne i vejret, og vi tog en 40-50 mand til fange.
Det næste vi nu stødte på var en engelsk kantine. Den var ellers langt forskellig fra en tysk. Indeholdt nemlig følgende sager: Skinke, pølse, smør, mælk, vin, rom, cognac, schocolade, konfekt, cigarer, cigaretter o. m. m. Alt første klasses varer og så i rigelig mængde. Det var vel nok noget for vore folk, hvoriblandt der var mange som ikke havde set smør og skinke i år og dag. Der blev lommerne, og hvor der ellers var plads til det fyldte, og så skulle det jo gå videre i en fart.
Sagen er nemlig den, at så snart angrebet begyndte, skød det tyske Art. altid længere og længere i modstanderens terræn, så at der foran angrebsrækken lå en mur af eksploderede granater. Det gælder da om at følge så nær inde på den så muligt, da man så har udsigt til at møde mindst modstand. Thi så rask kommer Tommy ikke ud af hulerne, og når han sidder der, kan han jo ikke gøre megen modstand.
En granat gik forkert og kostede os 3 døde og 4 sårede i vort Komp. Målet for vort Reg. var byen Avesne. 5 km. Før satte engelskmanden sig igen til modværge. Der havde han nemlig en udbygget stilling. Vi stormede nu et par grave, tog igen en del til fange og kunne så ikke komme videre, da han længere tilbage på en højderyg havde et par maskingeværer stående, som tog os helt frygtelig under ild. Vi havde der igen en del tab og måtte så sætte os fast i en af hans grave. Det gav nu ligesom en standsning i det hele.
Imens var tågen lettet, og terrænnet var nu helt overskueligt. Vi kunne ikke risikere at stikke hovedet oven for graven, straks satte hans maskingeværer ind Nu kom også hans flyvere som havde sigtbart vejr at flyve i og derfor kunne se os. Det varede heller ikke ret længe, før der kom en maskine i en meget ringe højde hen over vores grav og skød med maskingeværet langs hele graven. Hver fjerde eller femte mand blev ramt af en kugle, men for det meste kun i benet. Jeg lå side om side med vores kompagnichef Lt. Jacobsen fra Kiel. Denne blev ramt af en kugle igennem det ene lår. Sådan et kavalerskud havde jeg gerne taget med i købet. Han bad mig nu tage 4 mand og bringe ham hen til forbindingspladsen. Det var nu ikke så let et stykke arbejde, da han var stor og temmelig tung. Vi måtte nu også vente til det blev mørkt, da engelskmanden stadig holdt øje med os. Da det omsider blev aften marcherede vi af sted med ham i retning af St. Cuenstin igen. Vi havde lagt ham en foreløbig forbinding om. Det var omtrent en 7 km. At gå, så det blev en hård tur for folkene, da de også havde hele deres oppakning og gevær med. Omtrent kl. 1 nåede vi til byen. Det var et uhyggeligt billede slagmarken bød. Der endnu sårede fra om morgenen som endnu var opsamlede. Kunne nok regne at ud, at vi sluppen forholdsvis godt fra den første dag. Ved forbindingspladsen lige uden for byen, lå der en 80-100 mand, både englændere og tyskere, fordelt over en mark, kun med deres kappe, eller dækken over sig og kunne ikke bliv transporteret videre. Det var en jammer at høre på og se på.
Der holdt en hel del feltkøkkener der i byen og kunne ikke finde deres afdeling. Men så fik vi os nok et ordentligt måltid. Der var nok at tage af. Lt. Jacobsen takkede os pænt, fordi vi havde slæbt ham tilbage og ønskede os alt godt. Vi gik nu hen i en de huler, hvor vi var gået ud fra om morgenen, og lagde os til at sove. Vi var jo både mætte og trætte, og vi nåede sagtens hurtig nok at komme fassud igen.
Næste morgen tiltrådte vi så rejsen tilbage til Komp.. Da vi kom til pladsen hvor vi havde forladt Komp. var dette rykket videre frem, og vi fortsatte så marchen mod byen Avesne. Ankomne til en hulvej, hvor der lå et Batl. Ca. 1000 mand af et andet Regi. I reserve, blev dette angrebet af engelske flyvere som kastede 24 bomber. De fløj så lavt, at man kunne se hver gang, de lod en bombe falde. Det var et held, at der ingen faldt direkte ned i hulvejen, da de stod pakket mand ved mand. Vi stak jo næsen i jorden hver gang der var en der nåede jorden og eksploderede. Kan jo ikke sige andet, end at det var nogle uhyggelige øjeblikke. Men tabene blev kun 2 officerer dræbt og nogle menige såret. Da denne overhaling nu var overstået, gik vi så videre og fandt Komp. i Avesne. Forinden vi nåede dertil, blev vi anholdt nogle feltgendarmer, som opholdt sig et stykke bag fronten, for at passe på at ingen kneb ud eller blev liggende. Nu troede de, da vi kom der som en trop for os selv, at vi hørte til den slags.
Da vi nu også brugte lidt grov mund over for dem, hvilket vi kunne tillade os, da vi havde vort alibi i orden, ville de arrestere os og føre os til regimentsstaben. Det havde vi ikke noget imod, thi så gik den tid med det. Men jeg sagde dog til dem, at hvis de havde været ligeså meget i ilden den foregående dag som vi, så kunne tyskland være stolt af sine feltgendarmer.
”Skrup af.” sagde anføreren så, vi skal nok få sendt indberetning til regimentet om jeres opførsel.” ”På ikke gensyn mere, sagde jeg, og så håber vi de snart må blive værdige til jernkorset.”
På den anden side af byen Avesne gik der en kanal langs, og den skulle vi overskride den næste dag. Det kunne også let, hvis blot ikke englænderne havde sat sig fast på den anden side med en hel del maskingeværer. I nattens løb havde pionererne fået samlet en svømmebro og lige i dagningen satte det tyske artilleri i med en kraftig skydning på den anden side af bredden. Englænderne trak sig længere tilbage, og broen blev sat i vandet. Her ved overgangen var det at Lütje blev såret i det ene håndled. Han var med iblandt de første som skulle over.
Nå omsider kom hele Batl. over, og englænderne blev ved med at trække sig tilbage. Vi kom nu i hærreserve og skulle derfor ikke med i første linje, men kom et stykke længere tilbage, klar til at kastes ind, hvor det blev mest brug for os. Dette var den 23. marts om aftenen.
Nu marcherede vi hver dag en 6-7 km., bagefter og om natten sov i telte, som vi måtte til slå op hver aften. Den 25/3 kom vi byen Ham. Da vi den 26. gik videre til byen Ognolles, var det at jeg traf Jens Bonde. Tror nok det at det huede ham bedre i Hamborg end her i Frankrig. Han kom jo nok ikke med i forreste linje, men flyverne kom jo hver nat med bomber, som de kastede overalt bag fronten. I Ognolles vor vi heldigvis havde fået kvarter i et hus, kastede de 4 udenfor vore vinduer som heldigvis kostede os andre tab end den ene af vore køkkenheste. Der
var slået en splint igennem den ene dør, og slået det ene ben af på den.
Den 27. kom vi til byen Amy. I denne by var rakvartesersne fra den gamle front foran Nyon, som
tyskerne rømmede i foråret 1914. den 28. marcherede vi over de gamle stillinger til byen Bologne la Gasse. Vi var nu igen kommen i forreste linje, og skulle afløse 10 Res. Division , som lå 300 m.
på den anden side af byen. Vort Bahtl. Skulle være i anden linje i reserve; men da der blev åbning til naboregimentet blev 2. og 3. Komp., hvortil jeg hørte, sat ind der. Det var nok at se, at vi igen nærmede os første linje; thi rundt om lå der endnu døde soldater, hestekadavere, itu skudte vogne og mange granathuller. Det var bælgmørkt aften, da vi kom til byen. Denne var indtil nu aldrig bleven beskudt af tyske kanoner og derfor endnu aldrig beskadiget. Der var endnu civile i byen. Da vi gjorde holdt på gaden, lukkede jeg en dør op og kikkede ind i stuen. Der sad en del, for det meste ældre mænd og kvinder, gravalvorlige rundt om en kakkelovn med lys i lampen, rede til hellere at ofre livet end forlade deres hjem. De så såmænd så fredelige; men ulykkelige ud. Et par hundrede m. fra dem er Tysklands og Frankrigs ungdom ved at gøre hinanden al den fortræd de kan. Jeg gad nok vide hvor mange af de gamle folk den følgende dag har måttet bøde med livet; thi da beskød franskmanden, som vi nu havde fået overfor, os helt forfærdeligt byen med svære granater. Vi kom så igennem byen og besatte en linje uden for byen. Det er helt uhyggeligt at komme til en fremmed egn ved nattetide,
og hvor man slet ikke kender noget til terrænet.
Vi kunne ingen forbindelse opnå hverken til højre eller venstre. Der blev udsendt patrulje, men de kunne ingen finde. Så trak vi Komp. Længere tilbage imod byen, for da ikke at være helt ude i blå. Vi ble så anbragt med hele Komp. i en kælder under en villa i udkanten
af byen. I spisestuen havde franskmændene i stor hast forladt et påbegyndt måltid. Der var dækket med vældig flot service. Jeg fik en dejlig dyne, som var godt pafurmieret,
med ned i kælderen, hvor jeg pakkede mig ind mellem et par vinankre med alt tøjet på, da vi kunne regne med angreb i morgenstunden.
Dette udeblev heller ikke. På engang begyndte hans artilleri at bombardere og angrebet fulgte lige efter. Vi måtte trække os lidt tilbage, og han besatte et par huse i udkanten af byen. Hen på dagen måtte han dog trække sig tilbage igen. Hele dagen lå byen under fransk artilleriild af værste kaliber. Særligt et slot, som lå i byen, blev heftigt beskudt. Det blev næsten helt ødelagt. En fuldtræffer af meget svær kaliber slog ned i en kælder. Her havde regimentets minekasterafdeling søgt dækning, vel 30-40 mand. 15 blev dræbt og en del hårdt såret. Vi kunne høre dem jamre en lang tid. Den hele dag lå vi så i kraftig artilleriild. Hen på natten blev det os bekendtgjort, at vi skulle angribe om morgenen kl.7.30. Det var igen nette udsigter. Vi blev trukket lidt længere til højre for byen og gravede os der et hul i jorden, dækkede os til med kappe og telt for at sove et par timer først. Hele natten blev den franske artilleriild ved, naturen forlanger alligevel sin ret, og det varede heller ikke længe før vi sov de retfærdiges søvn. KL 7 blev vi alle vækket spiste et stykke tørt brød, og gjorde os så færdige. Til den fastsatte tid gik det så med opplantet bajonet fremad. Først igennem spærreilden, og så blev vi modtaget med Inf. og maskingeværild. Jeg tænker det har været nogle enheder som skulle dække hans tilbagetog. Nå, modstanden blev omsider brudt, og så gik vi videre fremad mod byen Rollat. Det letter alligevel sindet, når modstanderen vender ryggen til, så er det som om man har fået fristen forlænget til at leve fare endnu et stykke tid. Det var bestemt, at vi skulle storme byen kl. 10 om formiddagen. Ankomne til byen gjorde vi holdt, og afventede til klokken blev så mange, da den stadig lå under tysk Art. Ild.
Pr. klokken 10 rykkede vi så igen frem med opplantet bajonet. Franskmændene trak sig tilbage uden at gøre nævneværdig modstand. Et lille stykke frem på den anden side af byen, blev vort kompagni modtaget af kadabrelild fra et fransk batteri. Det var ikke så behageligt, og mange af os forsøgte at vige ud til venstre for at komme udenom. Vi kom så nogle stykker helt over til en landevej som førte ud fra Rollot. Som vi så stod og tog det hele i øjesyn, hvor det var mindst farlig, kom der et fransk panserautomobil kørende ud fra Rollot, hen ad vejen, hvor vi stod. Dette var en slem overraskelse, infanteriet står magtesløse over for dem. De er bevæbnede
med maskingeværer, og så stærkt pansrede, at ingen geværkugle slår igennem. Der var nu
ikke andet at gøre end kaste sig ned i grøften, og lade dem køre forbi, i det ene håb om ikke at blive truffet. Da de nu heller ikke var i sikkerhed, havde de travlt med at komme af sted, da ellers det tyske artilleri kunne blive farligt for dem. Vi erfarede senere, at de havde kørt igennem byen, og skudt en hel del heste, som var for spændt kanonerne, ned.
Vi gjorde så holdt en 8-900 m. på den anden side byen, da naboregimentet ikke var kommet med.
Der blev taget omkring 100 fanger i Rollot. Der var der store lagre af ammunition og håndgranater.
11 og 12 kompagni af vort 3 Batl. var bleven i de sidste huse i Rollot. En granat slog ned i det
ene hus og de havde store tab af døde og sårede.
Vi fik nu ordre på, at grave os ned. Det vil sige, at angrebet var gået i stå. Et tegn på at der ikke er det rigtige gå på mod mere, ellers kunde vi let være kommen meget længere frem. Der var jo ingen franskmand forude, kun et enkelt maskingevær, og det kunne jo let være bleven nedkæmpet. Krigen havde alligevel varet for længe. Glansen var gået af heltedåden. Der var ingen der søgte den frivilligt.
Men det varede ikke længe før franskmændene begyndte at røre på sig. Vi kunne se, hvor de
langt borte førte forstærkninger frem. Biler kom med infanteri, artilleri og ammunition blev kørt
frem. Det så ikke godt ud for os mere. Grave os ned kunne vi heller ikke dybere end 70 cm., så var der sten og vand. Det havde nu begyndt at regne, så det hele var en pløre. Min ordonnans Parvlovoki, fra Egernsund, som havde gravet et hul til os to, hentede en dør inde i Rollot, som vi lagde i bunden af hullet. Over hovedet havde vi teltet, men vandet sivede jo igennem alle vegne. Vi har nu ligget her fra 30. marts.
Den 31 marts lavede fransk mændene et modangreb.
Der lå en lille jordvold foran vore huller, hvor vi så lagde os i stilling bagved for at møde
angrebet. Der stod et enkelt træ på den, oden var kun 30-40 cm. Høj, men lidt dækning varder da. Vi blev overdænget med artilleri og maskingeværild. Fra vor side blev der skudt tappert med geværer maskingeværerne.
Enkelte var allerede sårede. Gefreiten Sahcme, som lå ved min side begyndte også at jamre.
Efter alt at dømme havde han fået en kugle ind i skulderen og ned igennem hele kappen. Hjælp mig Jürgens, bad han, de kaldte mig tit Jürgens, da de ikke var vant til at bruge navne med sen bagved. ”Ja, nu skal jeg hjælpe dig” sagde jeg, skønt jeg straks kunne regne ud, at der ikke var noget at gøre. Han led nogle frygtelige smerter. Jeg tog så hans bøsse og begyndte
helt mekanisk at plaffe løs for at aflede tankerne lidt.
Han blev ved at jamre og bede til mig, men han blev svagere og svagere. Jeg måtte jo af og til se hen til ham. Til sidst gjorde han nogle trækninger med fingrene og ansigtet, og så var det forbi. Han var ellers et udmærket menneske, som altid var villig til at påtage sig hvad det skulle være. Han havde just været med 1 år. Da vi lå udfor Arras, og komp. var tilbage i en by, for at bade og få lusene dræbt, havde han det uheld at hans pistol, som han stod og fumlede rundt ved,
gik af og ramte hans kammerat Zandes i halsen, hvor pulsåren blev skudt over, og han døde omgående. Der var kommen skrivelse til komp. fra dennes fader, at han forlangte Seherre straffet af en krigsret. Endnu var der ikke blevet gjordt noget ud af det, og tiden havde jo nu selv løst det spørgsmål. — Nå, angrebet blev slået tilbage, og vi krøb i vore huller igen. Det var nu den fjerde soldat som har ligget lige ved siden af mig og er bleven dødeligt ramt af en kugle.
I dag er det den 3. april. Regn hver dag og vore stillinger bliver beskudt både dag og nat af det franske artilleri. Heldigvis skyder han 50-100 m. bag vore linjer, her hvor vort komp. ligger. Men det er alligevel irriterende, at høre den susen over vore hoveder hele tiden. Desuden ved vi jo heller ikke, når de begynder at skyde 50 m. kortere. Man får jo næsten ingen søvn. Det er en lang dag. Om natten går vi fem og tilbage i pløret for at få lidt varme i kroppen.
Varm mad har vi ingen fået i de sidste 4 dage.
Ingen kan komme herud i den artilleriild. Humøret står på 0. Man lider af en stærk træthed. Altid bliver man holdt i ånde og må stadig være påpasselig over for patrouiller. Og så navnlig tanken, at franskmændene, hvad øjeblik det skal være kan sætte modangrebet ind. Det er klart, sådan som det er, vil det ikke blive ved. Man kan bare lægge mærke til hvor de ødsler med ammunitionen for at forstyrre langt tilbage bag linjerne. Vi håber svagt på at blive afløst, inden det når så vidt, thi ellers bliver det vor tur. Det er nogle frygtelige dage at komme igennem.
Der gives da vist ikke meget der er værre. Vi venter afløsningen i aften. Hele komp. er så medtaget, at de ryster på alle lemmer. I dag har vi den 4. april. Endnu ingen afløsning. Samme art. ild. Dertil regner det stærkt igen. Den 5. april art. ild og regn hele dagen.
Vore huller fyldes helt med vand. Fødderne er kolde og drivvåde. I aften bliver vi afløst af reg. 463, hed det i eftermiddag. Alle var glade for at komme ud af denne elendighed. Aftenen kom, natten kom, og langt om længe begyndte dagen at gry, men afløsning kom der ingen. Igen er håb brændt. Mon vi nu kommer tilbage i aften, hedder det hos alle. Selvfølgelig i aften bliver vi helt bestemt afløst. I dag er det den 6. april. Mange i komp. er syge. Jeg begynder også at
blive utilpas. Hen på natten begyndte jeg at kaste op. Alt vendte og drejede sig indeni mig. 6 gange måtte jeg kaste op i nattens løb.
Da det begyndte at blive lyst, kom der endelig nogen som sagde, at de skulle løse os af.
Vi ventede ikke til de kom helt hen, men fik i hast vore sager pakket sammen og så tilbage i
en fart. Om morgenen skød de nemlig mindst.
Vi kom også lykkeligt igennem byen Rollot igen. Kom kun en 5 km. tilbage, hvor vi skulle ligge i reserve. Lå i en lille skov i nærheden af det før omtalte slot. Fik gravet et hul under et træ, slæbt en masse halm sammen og teltet sat op. Her pakkede jeg mig ned og lå syg i 2 dage. Helt ufarligt var det nu heller ikke her. Den første nat ramte en granat, det træ jeg lå under et stykke oppe på stammen, så det knækkede over. Men jeg sov så fast og godt, at jeg først opdagede det hen på dagen, da jeg omsider vågnede op. Vi havde i vort komp. 2 døde og en såret i den skov.
Efter 2 dages forløb blev vi helt afløste og skulle så trækkes helt tilbage. Vi livede alligevel hurtigt op igen.
Det var lige som om vi igen havde fået bevilliget en lang tid at leve i, når man var kommen her helt tilbage hvor kanonerne ikke kunne nå os. det var et vidunderligt møde, den første morgen vi mødte feltkøkkenet igen, og fik noget varm mad. Trods det at de fleste havde maven i uorden, spiste vi, så vi var ved at revne, og hvor det smagte. Jo, Hungesen er en god kok. Den første dag marcherede vi 30 km. tilbage. Nu først kunne man sige, at man var sluppet helskindet fra den store Forårsoffensiv. Tabene i vort komp. beløb sig til 15 døde, omkring 70 sårede og ca. 10 mand som var bleven syge. Et art. reg. Som hørte til vor division, havde tabt 800 heste. Vi havde nu hver dag temmelig lang marchture, ind til vi nåede Wassigng, som ligger 90-100 km. bag fronten.
Kom næsten den samme vej tilbage over Ham. St. Acustin og over vore gamle stillinger der. Undervejs lå der endnu døde fra de første dage, som ikke var bleven begravede endnu. Døde heste og ituskudte vogne og kanoner lå strøet overalt. Formålet med den store Offensiv var at skille Englænderne fra Franskmændene. I en dybde af 60 km. var Tyskerne brudt igennem deres stillinger i løbet af et par dage. Stort bytte af krigsmateriel og 90000 fanger var taget. Den 5. engelske arm var næsten fuldstændig ødelagt. (En englænder Wright har senere skrevet, at tyskerne havde været så nær ved den endelige sejr, at det kun havde drejet sig om nogle få
skridt.)
Den 18. april rejste vi fra Wassigng til Champagne, hvor vi nu ligger i stilling udfor Reims og kan tydeligt se domkirken her fra vore stillinger. Kan også se at den er ramt af granater. Her har vi da i det mindste huler at krybe ind i.
Skrevet foran Reims den 23. april 1918.
Hele regimentet havde 225 døde. Deraf 5 offs. og 29 ufs. Sårede var der over 700. Tabet af heste var også meget stort.
