En markant skikkelse i Lebøl
Hans Hansen er født i 1859 på Mommark færgegård. Samme år overtog hans forældre slægtsgården i Lebøl (Lebølvej 12-14).
Denne gård overtog Hans Hansen i 1878 efter forældrerne. Samme år blev han gift med Anne Marie Christine Andersen fra gården Engholm i Lebøl (Lebøl 10) og i 1906 overtog han også denne gård og drev den en årrække sammen med slægtsgården. I 1921 bortforpagtede han slægtsgården indtil 1949, hvorefter et barnebarn, Hans Petersen og hustru Marie overtog den.
Afskrift efter Hans Hansens dagbog fra 1911.
Liget på Jernbanelinien Sønderborg – Nordborg (1911).
5/2 I aften fandtes på jernbanelinien Sønderborg – Nordborg liget af skomagermester Wülbers fra Asserballe. Togføreren og lokomotivføreren standsede straks før de nåede liget, men indså straks et formodet mord, da ligets pandeskal og ansigt viste tydelige tegn på vold. Liget medbragtes toget, og indlagdes på Asserballe fattiggård.
6/2 I dag er to personer anholdt ved Gråsten da toget kom dertil kl. ? i formiddags. Efter politiets udtalelse, menes de to at være gerningsmændene.
7/2 I dag meddeles at de to anholdte er fra Kanton Bern i Sweits; de hedder Jacob Lusli og Hans Blaase. Den første tjente på Gammelgaard, den anden på Vertemine. Hans Blaase skal være den skikkeligste, og den omstændighed at hans fader i sin tid, da han drog fra hjemmet, skal have forbudt ham at færdes sammen med Lusli, der havde et dårligt omdømme, lade skønne at han er ud fra et godt hjem. Efter at forbryderne idags middag var ankommen til Sønderborg med toget kl. 1.20 fra Gråsten, blev de i lukket vogn kørt til Småbanetoget, ledsaget af 2 gendarmer og nogle øvrighedspersoner. Kl.1.54 afgik toget så til Asserballe hvor det første forhør skulle finde sted. Da jeg samme dags middag skulle til Sønderborg med toget der går her fra Tandslet kl. 1.30, holdt toget fra Sønderborg allerede ved Wollderup med de to anholdte, og da vort tog just holdt lige overfor dem, havde jeg lejlighed til at se dem siddende på jernbanevognen, lænkede, og under bevogtning af politiet.
Det første forhør.
Skal nu finde sted. Om formiddagen var der straks telegrafisk givet statsadvokaturen i Flensborg meddelelse om det skete, og hen på eftermiddagen ankom statsadvokaturråd Solterhoht og en anden herre til Asserballe fattiggård pr. automobil, hvor liget af den myrdede skomagermester Wülbers imidlertid var bragt hen. Amtsforstander Winkelmann fra Gundstrup og flere gendarmer fra omegnen var tilstede. En nysgerrig menneskemængde stod ude omkring fattiggården, og mordet drøftedes ivrigt. Den myrdede skildres som et fredsommeligt menneske, der passer sin dont mønsterværdigt. Han havde været i Asserballe ca. 10 år, først som skomagersvend, og de sidste par år som selvstændig håndværker. Mistanken om de
to anholdte er bleven stærkt bekræftet. Til trods for at de ved anholdelsen var i besiddelse af myrdedes pengepung, kniv og has ur og kæde med Wülbers navn og fødselsdato nægtede de hårdnakket. Den ene af de anholdte, Lusiop optrådte endog meget frækt under forhøret på mordstedet; han nægtede, og sagde endog til en af gendarmerne, at han havde vel selv begået mordet. Efter forhøret blev der taget mål af forbryderne og aftryk af deres fingre, og de skal også være bleven fotograferede. Der er også bleven oplyst, at morderne har brændt en tyk kæp i en kakkelovn på Gammelgård tidligt i går morges; det er antageligt den, hvormed de har givet skomageren barnesår. I Sønderborg rygtedes hen på eftermiddagen, at morderne ville komme med Nordborgtoget kl. 16.13, og en mængde nysgerrige havde samlet sig på banegården; de blev dog alle skuffede. Da man så fik vished for, at de ville komme kl.19.13 var trængslen endnu større på banegården. Der var et opløb som man næsten ikke har seet mage til, måske hen imod tusinde. Da toget rullede ind på stationen, havde man med stort besvær fået menneskemængden tilbage; forbryderne førtes derefter ud af toget i en fart; de var ledsaget af hver en gendarm, flere personer var ved at blive revne omkuld. Den ene
førtes ind ad Kastanieallè til amtsretsfængslet, mens den anden førtes ned ad Havnegade. Folk fulgte lige til døren havde lukket sig bag ved dem.
8/2 Efter kun to dages forløb er der nu lykkedes at få fuldstændig klarhed i det rovmord der i søndags aftes ved nitiden er bleven forøvet på banestrækningen mellem Ketting og Asserballe, idet de to anholdte har aflagt en omfattende tilståelse. Forhørene lededes af statsadvokaturråd Stolterhoth fra Flensborg og retsassessor Nielsen fra Sønderborg, Aktuar Bill protokolfører, medens politibetjentene Lensh og Petersen førte morderne omkring ved håndjern. Desuden var tilstede amtsforstanderne Jacobsen fra Wertemine og Vinkelmann fra Gundstrup samt gendarmerne fra Guderup, Augustenborg og Tandslet. Her gjør nemlig det eiendommmelige tilfælde sig gjældende, at tre gendarmdestrikter støder sammen i nærheden af Asserballe station. Mordstedet hører ind under Augustenborg, den myrdede høre hjemme under Guderup og dertil hører også fattiggården, hvor forhørene afholdtes, gerningsmændenes sidste opholdssted falder ind under Tandslet.
Et værdifuldt Fund.
Ved halvtretiden kom staldkarlen fra Gammelgård, Diderik Jensen, kørende med en blodplettet og forskrammet almindelig god spadserestok af egetræ med bøjet greb. Et af forpagter Hyndings børn, en skoledreng, havde fundet den på gårdejer Eriksens i Ketting tilhørende mark, der ligger til højre for vejen fra Ketting til Skakkenborg grænsende ind til jernbanestrækningen.
Jensen kom kørende og vidste at den tilhørte Lusli, han havde set ham sammen med den så tit.
Dette fund gav sagen en ny vending, idet morderne så absolut måtte være gået tilbage langs skinnerne efter Ketting til, efter at mordet er begået. Da stokken fremvistes for morderne, måtte de indrømme, at den havde tilhørt Lusli.
KL. 4 kørte Retskommisionen ned til Gammelgård, hvor der skulle spises til middag. Imidlertid
blev kun morderne tilbage og deres bevogtere. Luslisyntes ikke uvillig til at afgive en tilståelse; men pludselig vendte han sig om og så ud af vinduet. Da han blev de mange nysgerrige var, som havde taget opstilling i fattiggårdens gårdsplads, forandrede han pludselig sind og svarede; ” nej nu vil jeg ikke sige mere”. Gendarmen bad derfor folkene om at forlade fattiggården, da de i stedet for at gøre dem arbejdet lettere, vanskeliggjorde det. Under
samtalen med gendarmerne var morderne anbragte i et lille værelse ud imod fattiggårdens plads. Man ser dem derind sammensunkne og tilsyneladende modløse. Lusli sad foroverbøjet og støttede albuerne på bordet og ville ikke se op, mens gendarmerne talte med ham. Imidlertid trængte man på ny ind på ham, og omsider fortalte han udførligt fra ende til
anden, hvorledes overfaldet og mordet var gået for sig, og så sagde han også, at han hidtil ikke havde villet sige noget om Blaase, men det pinte ham, at alles sympati var på Blaases side. Tilmed var Blaase fremkommen med en forræderisk udtalelse, og nu ville han ikke tie. Da retten kom igen, var man kommen så vidt, at begge havde tilstået, at have overfaldet og myrdet Wülbers. Blaase havde givet ham det første slag, og så var Lusli kommen til. Der var nogle uoverensstemmelser i mordernes udtalelser, men det kom retten hurtig i klarhed med.
Den fuldstændige tilståelse.
Går ud på følgende; begge de anholdte var rejst sammen med Wülbers til Sønderborg søndag eftermiddag, og de havde siddet og drukket sammen på småbanegården; den myrdede havde dog kun drukket en sodavand. Blaase havde ikke talt med skomageren, medens Lusli havde spurgt ham om han ikke kendte ham, og om han ikke huskede, at de havde været sammen til dans i Asserballe Kro anden juledag? (Man mener der, at have seet de to i klammeri med Wülbers, uden dog at have givet særlig agt på det). Wülbers havde på stationen taget sin pengepung op af lommen og ville betale hvad de havde nydt. Lusli mente da at have set, at Wülbers havde mange penge hos sig, og havde senere sagt til Blaase, ”den mand har mange penge hos sig, ham vil vi stikke en ud.” På jernbanestationen i Sønderborg havde de, ligesom Vülbers, løst bilet til Augustenborg. Men da han først steg ud i Ketting fulgte de efter ham og kørte gratis med fra Augustenborg til Ketting. Efter at have forladt toget i Ketting gik Wülbers ind i Ketting Kro, hvor han købte sig en bitter og betalte 10 penning for den, han var ikke beruset. Imens havde de to banditter ventet på ham, og da han efter fem minutters forløb kom ud igen, fulgte de efter ham. Øjenvidner har set en større og en mindre person følge efter en vandrer i ca. 20-25 skridts afstand. Da Wülbers, hvor jernbanen skærer vejen fra Ketting til Skakkenborg, bøjede af og gik langs med skinnerne efter Asserballe til, gik de samme vej.
Lusli havde forinden opfordret Blaase til at gå løs på skomageren; han, Lusli, skulle nok komme til, når hjælp tiltrængtes. Så begyndte Blaase at løbe efter skomageren, der også var tagen til at løbe, da han mærkede, at han blev forfulgt. Blaase indhentede ham imidlertid og tilføjede ham et slag på hovedet med sin stok så Wülbers faldt på knæ. Han vaklede frem og tilbage i denne stilling og råbte om hjælp. Da han ville rejse sig, greb han fat i Blaases trøje, og nu kom Lusli til og slog ham ned. Da tog de hans pengepung med ca. 9 mark i, (og derefter puttet 1 mark i den igen og stukket den i Wülbers bukselomme, for at give det udseende af, at han havde givet de øvrige ud), og kniv og løb tværs over en mose og efter Skakkenborg til, Lusli løb også sin vej efter Ketting til. Imidlertid traf de atter sammen, og for at finde hinanden fløjtede de. Forinden havde Lusli kastet sin stok bort, som blev funden på Eriksens mark ved Ketting, hvor de igen traf sammen, og blev enige om at gå hen og se om skomageren var død. Lusli var da kommet på den tanke at de kunne lægge liget således på skinnerne, at det måtte blive overkørt af toget når det kom, de lagde hovedet på den nordre skinne og benene nedefter; der tog de også hans ur, gik til Gammelgård hvor de brændte Blaases stok.
9/2 Om den ene af morderne meddeles: Af breve til ham som man har fundet, fremgår det at han er født d. 4. juli 1889 i Bombritz (Kanton Bern) i Schweiz. Han er søn af en landmand, og han har en broder som er købmand. Brevene fra hans forældre (familien) bærer vidnesbyrd om gudsfrygt; i næsten hvert brev formanes sønnen til at ”give Gud æren i alt”. 1908 har Blaase giftet sig i sin hjemstavn. Har en lille søn, men ægteskabet har ikke været lykkeligt, hvilket synes konens skyld. Og dette menes at have været medvirkende til hans senere livsvandel. I breve advares han flere gange imod pleje samkvem med ”halunken” Lusli, der var fra samme egn.
10/2 I dags eftermiddag jordedes den myrdede skomager Wülbers på Asserballe kirkegård. Kisten henstod på fattiggården, hvor der havde indfunden sig mange mennesker. Degn Petersen talte og bad en bøn, derefter sang man salmen ”At sige verden ret farvel” og ”Når vi vort øje lukke”. I kirken holdt Pastor Petersen her fra Tandslet en smuk tale over 121 salmen (Jeg opløfter mine øjne til Bjergene). Højtideligheden sluttede med salmen ”Gud ved, hvor
nær mig er min ende”. I det talrige følge sås flere af egnens amtsforstandere og gendarmer.
Hermed en foreløbig afslutning om dette passerede, senere efter domsfældelsen. Da det er i nabolaget det er sket, i en bekendt egn har det foranlediget mig at nedskrive det nu skete; fri os alle sammen.
11/3 I dag forhandledes drabet ved Asserballe for Edsvorneretten i Flensborg. Landsdommer Dr. Schmidt førte forhøret, medens Landsretsdommerne Marscheidt-Hylbensen og Frormann fungerede som meddommere, Statsadvokaturråd Stolterforh som offentlig anklager. Blandt de edsvorne var gårdejer F. Carstensen, Gråsten. Foran Dommerbordet stod et mindre bord, hvorpå der stod et spiritusglas med den myrdedes sprængte hovedskal og den myrdedes klæder samt Luslis stok, som han havde slået skomageren med. Mordenes forklaringer i det væsentlige lignende som ved den fulde tilståelse. Dommen: 15 års tugthus samt længere tab af de borgerlige æresrettigheder.
16/3 De to drabsmænd fra Asserballe Blaase og Lusli som i lørdags ved edsvorneretten i Flensborg idømtes hver 15 års tugthus, førtes i dag til Rensborg, hvor de skal afsone deres straf.
Afskrift efter Hans Hansens dagbog fra 1911.
