Christian Ley fortæller

Mit navn er Christian Ley. Jeg er født d. 7. i 4. 1912 i Damkobbel på Kegnæs.

Det første jeg kan huske er, at der underkrigen (1914-18) var, at vi ikke havde så mange fødevarer, det gjaldt både kød og kartofler. Gendarmerne kom tit, og så efter om vi havde mere, som vi måtte have. De kom uanmeldt. Men når de begyndte på den ene ende af Kegnæs, gik rygtet hurtig, så vi kunne nå at gemme noget. En gang de kom, havde vi en sæk kartofler stående i laden. ”Har i ikke mere som dem? ”Nej” sagde mor. Men så sagde jeg, der er da nogle udenfor. ”Nej, det er da længe siden vi tog dem ind” sagde mor. Der var kastet et læs kvas over dem, så dem fandt de ikke. Vi måtte ikke have noget hvede, men havde gemt noget, som vi malede i en gammel kaffemølle, der skulle så holdes udkig efter gendarmen. Melet blev brugt til bagning, selv om det ikke var sigtet. Efter krigen bagte vi alt selv. Vi havde en rigtig stor ovn (3 gang 4 meter) den skulle der fyres i. Min bedstefar og bedstemor kom altid, når der skulle bages. Der blev bagt en gang om måneden. Slagtede gjorde vi også, det var en højtidelig dag, så kunne vi jo få fersk kød, meget blev saltet for at kunne holde sig. Der blev også hensat i krukker med et lag fedt over.

I april 1918 kom jeg i skole. Da var læreren tysk, krigen var ikke forbi før i november. Det var ikke så let for mig, jeg kendte ingen ord på tysk. Det blev ikke til ret meget med den skolegang. Vi skulle plukke blade og bær. Tyskerne var jo ved at tabe krigen, så alt kunne bruges. Da vi så kom med til Danmark, fik vi en dansk lærer der hed Leth. Ham havde vi i 3-4 år, og det er den bedste tid jeg har haft skolen. I frikvarteret havde vi forskellige lege.

Da min far døde i 1918 i marts måned, var min mor og mig alene på ejendommen, som var på 20 tønder land. Mine bedsteforældre hjalp os. I 1920 kom min onkel, som havde været i fransk fangenskab, hjem fra krigen. Han blev gift med min mor.  Jeg lærte at malke da jeg var 6 år, og muge ved svinene. Om sommeren gik vi skole fra klokken 7 til 12. om vinteren gik vi fra kl. 8 til 12, og fra 1 til kl.4, onsdag og lørdag skulle vi ikke i skole om eftermiddagen. Så var der altid arbejde derhjemme, muge svin, strigle køer, samle sten og andet markarbejde. Der var roehakning, høhøst og kornhøst. Da jeg var 14 år, fik vi en selvbinder, det lettede meget. Søndag var fridag.

Lige efter krigen kom der noget, der hed salpeter. Under krigen kunne man ikke få noget. Det var ikke andet som møg til at gøde markerne med. Der skulle ikke bruges ret meget salpeter. Vi brugte kun 3 fingre, når vi skulle strø det ud.

Jeg blev konfirmeret 26. marts 1926. Hos præsten skulle vi lære mange salmevers.

Jeg var så hjemme som karl til maj 1927, da kom over til Dybbøl, for at tjene hos min onkel. Han havde købt en ejendom i 1924 til 45.000 kr., det var mange penge dengang. Jeg fik 25 kr. om sommeren og om vinteren 15 kr. og kost og logi. På markerne var der rigtig mange store sten, som kom frem ved pløjningen. De blev solgt til kommunen. De blev rigtig godt betalt. Han var en meget dygtig mand.

Jeg kom så hjem igen til 1928, og var hjemme fra maj til november, så kom jeg på Nordborg Slots Efterskole. Det var den hårde vinter. Den 10. februar frøs det 29 grader. Da vi rejste hjem på juleferie, var hele vandværket på skolen frosset, og det var ikke tøet op, da vi rejste hjem i marts. Alt vandet som vi skulle bruge, måtte vi hente i søen, hvor der blev slået et hul. Det var til at vaske os i og til opvask og gulvvask. Det som skulle bruges til madlavning, blev hentet på en slæde, omme i Bækgade, hvor der var en pumpe. Der blev udtaget 2 elever hver dag til at hente 2 mejerispande vand. Her for fik de en konditorkage. Et ophold på skolen kostede 35 kr. pr. måned. Min far var i skoleforeningen, og han kunne søge om tilskud til opholdet, 25 kr. pr. måned, så det blev kun 10 kr. at betale. Men vi skulle også købe nogle bøger.

Jeg kom så hjem sidst marts og var hjemme til 1. maj 1929, hvor jeg kom om til Nicolaj Nielsen i Asserballeskov som 2. karl.  Da fik jeg lidt mere i løn 35 kr. om sommeren og 25 om vinteren plus kost og logi. Det var nu ikke en plads, hvor man kunne lære ret meget, for han sad ret hårdt økonomisk, fordi han kautioneret for maskinhandler Jørgensen, og en broder i Majbøl. Han havde ikke søm eller reb. Da jeg kom der til maj, skulle vi køre møg ud på marken, så gik der en liste løs ved møgvognen, men hvor skulle vi finde et søm, vi måtte ned i en gammel lade, hvor der lå brændsel, for at finde et bræt, hvor der sad et rustent søm.     Vi spurgte så, om vi ikke kunne få nogen søm, gik han ned til købmanden og kom med en lille trekantet pose med 50 søm. Men de blev jo hurtig brugt, og sådan var det også med rebet ved hestene, hvor der skulle nyt til. Han sagde så, havde jeg nu ikke købt det, så havde vi jo sparet det.

Her var jeg i 1 år til 1930. Så flyttede jeg Kegnæs igen, til Peter Hansen I Vesterkobbel.  Her havde vi alt hvad vi skulle bruge søm og alle slags værktøj og høvlebænk. Vi havde 15-16 smørekander, en til hver maskine.   Der var mange maskiner.  Han havde alle de nyeste maskiner, blandt andet en kvashugger. Men vi savede træet med hånden, for vi skulle jo have noget at lave om vinteren. Den gang var kornet meget billig, 1 tønde byg kostede 7,75 kr. Han købte 100 t. det var russisk foderbyg. Prisen faldt, til 7,50 og 7,25, så han købte 2 gange 100 t. til. Alt skulle bæres op på loftet, men der var ikke plads til det hele, så noget måtte blive i laden. Vi havde en sækkeløfter, så kunne vi tage dem på ryggen, jeg bar 100 t. op på 4 timer. Sækkene var så støvede, så jeg blev hudløs på ryggen. Her fik jeg en stor løn, 50 kr. både sommer og vinter per måned. Her var jeg et år, men kosten var ikke så god. Konen var lidt svinsk, hun malkede køerne, gik ind og lavede frikadeller uden at vaske hænder. Til maj 1931 flyttede jeg op til Peter Thomsen. Da var lønningerne begyndt at blive dårlige, så jeg måtte nøjes med 40 kr. om vinteren og 45 om sommeren. Året efter måtte jeg ned på 35 og 40. Det var unge folk der lige var blevet gift. Det var en meget god plads. Jeg tjente sammen med en pige fra Flensborg, hun snakkede tysk til os, og vi snakkede dansk til hende, vi kunne godt forstå hinanden. Her var jeg i 2 år til 1933. Så var jeg hjemme fra 1. maj til 9.maj, da skulle jeg ind som soldat. Jeg kom til Haderslev, dengang var militærtjenesten ikke så lang, 5 måneder, jeg var ved et maskingeværkompagni. Vi fik en god løn, 50 øre om dagen. Men når vi skulle hjem, skulle vi selv betale. Det kostede 6,50 kr. for at komme med toget fra Haderslev til Sønderborg. Men til pinse havde vi fribillet, men kun til Sønderborg, så med rutebilen til Høruphav, her fra med færgen til Kegnæs, det kostede 50 øre og med cykel 75øre.  Jeg var kun hjemme 3 gange. Jeg kom hjem fra militæret i oktober måned, og var hjemme til 1. november, hvor jeg kom til Mathis Petersen i Vestermark i 1933. Her var jeg i 3 år. Her tjente jeg sammen med en pige som blev min kone. Det var en god plads. Der var 60 tønder land. Her var 2 karle og 2 piger. Pigerne skulle også malke. Vi karle havde det godt. Vi fik fri til alle markeder, Kliplev, Løgumkloster og Egeskov, så skulle pigerne selv klare malkningen. Pigerne var jo kun 14-15 år. Jeg havde nu været hos Mathis i 3 år og ville nu prøve noget andet. Jeg fik en god anbefaling, så jeg kunne godt forlange en god løn. Det var i Ulkebølskov, men jeg forlangte dog for meget, så det blev ikke til noget. Jeg søgte så ved Jollmand i Majbøl som fodermester, her fik jeg 75 kr. om måneden. Der var 16 køer der skulle malkes 3 gange om dagen. Vi fik mund og klovsyge 2 gange, første gang i foråret og anden gang i efteråret. Her var jeg til d.18. september 1938. Jeg havde købt en motorcykel, det er noget af det dårligste jeg købt. Jeg ville hjem og besøge far og mor, da der skete en ulykke på Kegnæs. En lastbil kørte mig ned, det ene ben brækkede, åbent benbrud.  Jeg lå på sygehuset i 22 uger, fra 18.september til d. 20. februar 1939. Jeg gik med gips i 4 år, jeg fik det af i 1942, jeg tog det selv af. I begyndelsen var jeg hjemme, men det gav ikke mange sygepenge dengang, 13 øre om dagen de første 5 uger og så gav der ikke mere. Der gik et par år, så snakkede jeg med lægen på sygehuset, om jeg kunne få noget invaliderente, jeg tjente jo ikke noget. Min far og mor fik jo ikke noget for at have mig hjemme. Nej, det har du ikke brug for, var svaret.  Men jeg fik dog et ansøgningsskema, så jeg kunne søges om invaliderente. Det blev så blev bevilliget 50 kr. om måneden, men kun midlertidig. Jeg havde gips på op over knæet i 2 år og gik ved stokke. Jeg lavede det jeg kunne, male og lettere arbejde. Jeg var også hos Jollmand, hvor kunne sidde ned og malke køer, så tog de spanden, den kunne jeg ikke løfte. Hos Krog i Majbøl kløvede jeg træ og lavede andet arbejde som kunne. Min kæreste var pige i huset hos Krog. Han havde en fætter i Jestrup, Nicolaj Laue, han ville gerne have en til at malke, det kunne jeg sidde ned til. Der kom jeg til 1. april 1940. D. 9.april om morgenen, cyklede jeg fra min kæreste i Majbøl til Jestrup, da kom tyskerne, de fløj så lavt, at jeg kunne se piloten i flyet. Men jeg viste jo ikke hvad der var sket.

Vi blev gift d. 15. oktober 1941 i Egernsund Kirke.

Jeg var hos Laue i 3 år og 1 måned. I 1942 tog jeg gipsen af mit ben. Det var i høsten, jeg kunne bedst stå på tærskeværket og stoppe neg i, her skulle jeg ikke bruge benene ret meget. Jeg fik så meget skidt og støv ind under gipsen, det kløede som tosset. Jeg gik ind i malkemaskinrummet, og lod vandet løbe ind under gipsen, så tog jeg børsten, som vi brugte til at gøre slangerne rene med, og stak den ned under gipsen. Men det skulle jeg nu ikke have gjort, for huden var så tynd, at den gik i stykker, så jeg kunne slet ikke tåle at gå. Vi var i bleven gift, og da jeg kom hjem, sagde jeg, at jeg nødt til at få gipsen af. Jeg klippede så den af, men benet så frygtelig ud, men kunne det nu bære, efter 4 år i gips, det kunne det!

Vi flyttede op til Hans Elholm i Villaen i Over Jestrup. Vi gav 30 kr. om måneden. Lejligheden var nu meget primitiv. Der var kun lys i et rum, herfra havde vi en ”snydeprop” i der gik ind til sovekammeret og herfra ud til køkkenet. Vi boede på 1. sal. Vand var der heller ikke, det skulle vi hente nede i vaskerummet og bære det op på loftet, og bære det snavsede vand ned igen. Vi skulle også spare på vandet, da der ikke var meget vand i brønden, men Bertha og mig kunne godt vaske os i det samme vand. Der var heller ikke isoleret, og det var en af hårde vinter, det var i 1941, der var 29 graders frost. D. 20. januar blev vores pige, Ingrid, født på sygehuset i Sønderborg, det var i den koldeste tid. En aften cyklede jeg ud for at besøge dem. Jeg havde så meget tøj på, så jeg tror ikke de kunne skyde igennem mig, men jeg frøs, jeg blev først varm, da jeg skulle hjem. Da Bertha kom hjem, måtte vi flytte sengen ind i stuen, ellers havde Ingrid nok frossen ihjel. Brændsel var der ikke meget af, det var rationeret, men der var blevet stjålet noget i Notmark, dem fik kommunen erstattet, og så fik vi dem.  Vi havde samlet noget træ i Hans Laue`s skov. Vi kunne købe noget brunkul og tørv, men de var så våde, så de frøs sammen til en bunke, brunkullet lå i en åben veranda, vi måtte bruge en hammer for at få dem skilt fra hinanden. Vi havde en stor flisekakkelovn, den var god, når vi fyrede i den hele formiddagen, kunne den holde sig varm til vi skulle i seng. Ude i køkkenet havde vi et gammeldags komfur med ben under, her fyrede vi med kvas. Det var så koldt at vandspanden bundfrøs. Da Bertha var på sygehuset, gemte jeg smør, rugbrød og franskbrød under sengen i soveværelset, men det frøs alligevel. Når jeg blev vågen om morgenen var dynen hvid af ånde.

Hos Hans Laue fik jeg 150 kr. om måneden, og vi malkede med hånden. Om sommeren kørte vi ud i marken og malkede der. Men så købte han en malkemaskine. I mange retninger var Hans Laue et mærkeligt menneske, når man skulle ansættes igen, sagde han, vi vil ikke have så mange køer, det kan ikke lønne sig, og når så lønnen var aftalt, så købte han køer og kvier igen, stalden var altid fuld. Han ville gerne handle med køer og heste og til sidst med traktorer. Et af de første år jeg var der, havde han over 70 heste, som han købte og solgte igen, nogen havde han 14 dage og andre noget længere. Men hestene var ikke altid så rare at køre med, de løb løbsk.

De første år vi boede hos Hans Elholm, gik det godt. Men han var temmelig tysk og det var jeg ikke. Han ville gerne snakke politik. Han holdt Jyske (avis) og jeg havde Sønderjyden, vi byttede hver aften. Men altid fortalte han, hvor tyskerne havde vundet, men jeg gad ikke høre på det. Jeg sagde til ham: ”Tror du, det rigtig?” ”Ja selvfølgelig er rigtig, når de siger det i Pressen og det står i avisen, jeg har altid lært i skolen at, russerne skulle man være bange for”.  Jeg sagde: ”At jeg havde lært at, det var tyskerne, vi skulle være bange for”. Men så blev han vred, smed avisen, og sagde lejemålet op, og at jeg kunne rejse med det samme. Men han kunne ikke smide mig ud, for jeg havde betalt husleje, men vi skal nok flytte, så snart jeg har fået en anden lejlighed, sagde jeg. Nu skulle vi så finde et andet sted, hvor vi kunne bo. Hos Christian Iversen i Pælværk havde de et gammelt Aftægt hvor der ingen boede. Det lejede vi så. Det var ikke ret stort, et lille køkken, en lille stue og et lille sovekammer, og et lille kammer. Men vi havde jo ikke været gift ret længe, og tjente ikke så meget, så vi havde ikke så meget kram (indbo), vi kunne sagtens være der.  Vi sagde til Hans Elholm at vi rejste d. 1. april, (1944), men så sagde han, at vi kunne da godt blive der, det kunne vel glemmes? Nej, det kunne det ikke. Vi boede så hos Iversen til oktober 1945. Laue havde bygget et fodermesterhus til os, det blev bygget sommeren 1945 da tyskerne forlod Danmark. De havde været her alt for længe. Da han byggede huset, var der ikke noget tømmer at få. Men han fik forbindelse med en fra Vesterkanten, der havde en skov med grantræer. De ville gerne have noget bøgetræ, så de ville gerne bytte. Vi boede hos Hans Laue til maj 1950.

Mit ben var efterhånden blevet nogenlunde godt, så jeg mente at kunne prøve noget andet som at være røgter, vi havde fri 1 søndag om måneden, og ingen ferie, det sidste år havde vi en uge. Jeg havde været der i 10 år og 1 måned. Laue fik en ny røgter et halvt år, så solgte han alle køerne, og købte høns. Vi flyttede så over til Iversen igen, de havde bygget et par stuer til, så vi fik lidt mere plads. Der boede vi indtil vi flyttede til Asserballevej i Tandslet. Jeg blev tilplejer ved murer Jørgen Hansen fra Randsbjerg. Vi var rigtig mange steder. Jørgen købte en byggegrund ved siden af lægehuset, hvor han byggede et hus.

Jeg søgte om at bygge en Landarbejderbolig. Vi begyndte at bygge vores hus i efteråret 1954, vi gravede ud til grunden og støbte fundamentet, dækkede det til for vinteren. Til foråret begyndte så murerarbejdet. Jørgen var en meget dygtig murer, men han kunne ikke forliges med folk. Alle steder hvor vi kom, var det noget galt. Det var altid de andres skyld. Det var tit mig det gik ud over. Men nu var vi i gang med huset her, så jeg blev hos ham. Foråret 1955 begyndte vi at bygge, 1. maj havde vi rejsegilde. Det var så koldt, at vi sad med øllerne i lommen for at varme dem op, vi kunne ikke drikke dem, så kolde som de var. 1. oktober flyttede vi ind. PÅ det tidspunkt var ikke så meget arbejde hos Jørgen, så jeg søgte ind på Danfoss. Jeg fik Hansi Slagter til at tage en ansøgning med til mig, og det varede ikke mange dage, før jeg fik besked på at, jeg var antaget. Det var i juli 1955. Det er den bedste arbejdsplads jeg har haft. Jeg var der i 23 ½ år, indtil jeg kunne gå på efterløn.

Christian Ley døde d. 24.03.2004.